Et lille throwback til en skøn ferie ved Geirangerfjorden i Norge

Sidste år tog Jonas og jeg et smuttur til Geirangerfjorden i Norge. Okay okay, det er ikke en smuttur. Det tager cirka femten timer at sejle og køre (fra Randers), en tur på lidt over 1000 kilometer. Vi tog færgen fra Hirtshals til Langesund. Omkring halvanden time fra Langesund ligger Heddal Stavkirke, der er den største stavkirke i Norge.  Vi havde én overnatning undervejs på vejen derop, men tog hele strækningen i et stykke på vejen hjem. Jeg bliver aldrig god til at sidde så længe i en bil, men det hjælper, når Norge er så smuk – selv igennem ruden på en bil. Der var også flere gange, hvor vi gjorde holdt undervejs for at nyde udsigten. Jo længere op i landskabet vi kom, jo mere snedækket blev det og vi nåede faktisk kun lige at komme ind i Geiranger, inden der blev lukket for ruten. Bommen blev gravalvorligt lukket sekunder efter, at vi, og en anden bil foran os, var kørt forbi. Vi boede på Solhaug Camping i en hytte lige ned til vandet. Det er en campingplads, jeg klart vil anbefale. Ejerne var så søde og gæstfrie. De hjalp os flere gange undervejs, med blandt andet vandreruter, og ville hellere end gerne hyggesnakke med deres gæster. Stedet var under renovation, da vi var der, så jeg forestiller mig, at de nu har nogle endnu mere lækre hytter og faciliteter. Vi har i hvert fald snakket om, at vi snart skal vende tilbage og se, hvad de har gjort ved stedet. Vi har været i Norge to gange nu og vi har begge gange haft mad og drikke med hjemmefra, så vi stort set ikke skulle købe noget. Jeg havde også forberedt maden hjemmefra, så den kun lige skulle varmes op. Det gør det altså lidt nemmere, når man er afsted. Hos turistinformationen kan man få et kort over vandreruterne i området. De er markeret med farver, så man (ligesom på skiferie) kan se sværhedsgraderne af ruterne. Det er ingen hemmelighed, at vi holdt os til de nemme ruter, da ingen af os, der er i specielt god form. Den første dag silede det ned med regn, men vi besluttede os for, at det ikke skulle stoppe os. Vi havde en langsom morgen og tog som det første ned til turistinformationen. Derefter gik vi side om side med vandfaldet midt i byen op til Norsk Fjordsenter, hvor vandreruterne for alvor begynder. Vi gik op til Vasterås, der var omringet af får og lamaer. På det her tidspunkt var vi gennemblødte (selvom vi havde regntøj på) og da det bare ikke er lige så sjovt at vandre i regnvejr som solskin, tog vi en hurtig beslutning og vendte tilbage til hytten. Vi havde på vores tur op til Vasterås erfaret, at man måtte kunne køre derop, da de havde en parkeringsplads. Næste dag tog vi derfor bilen, stillede den ved Vasterås og iførte os vores vandrestøvler, hvorefter vi gik op til Storsæterfossen. Vi fortsatte lidt længere på ruten og snakkede om, at det da kunne være meget sjovt at se, om vi kunne vandre op til sneen. Det kunne vi også, men det var stejlt og glat det sidste stykke. På vejen ned havde jeg faktisk mest af alt lyst til at sætte mig ned og kure på måsen.En eftermiddag satte vi kurs mod Ørnesvingen (i bil). Det er et udsigtspunkt, men turen derop er en begivenhed i sig selv. Søg lige på det og se hvordan vejen svinger, så giver det mening. Norge er smuk. Det er bestemt ingen hemmelighed. Jeg har dog aldrig oplevet noget som vores tur op til Skageflå. Wauw siger jeg bare. WAUW! Ejerne af Solhaug Camping var behjælpelige med en lille bådtur, så vi kunne starte ved bunden af bjerget, vandre op til Skageflå og dernæst gå tilbage til campingpladsen. Hold nu fast. ‘Amen, jeg kan slet ikke styre min begejstring. Det var bare den flotteste tur. Vi besluttede os for at tage en dagstur til Ålesund. Det tager cirka to og en halv time, inklusiv en lille færgeoverfart, at køre dertil fra Geiranger, så vi tog tidligt afsted og spiste brunch i Ålesund. Det var det dejligste varme vejr, så vi slentrede mest af alt bare rundt i byen. Den sidste dag tog vi til Dalsnibba, der er et fint udsigtspunkt over Geiranger, samt andre udsigtspunkt ned mod byen. Dog var der lige kommet en kæmpestor færge ind i fjorden den samme morgen, så der var turistbusser og turister over det hele, hvilket, jeg må indrømme, ødelagde oplevelsen lidt for os. Det gjorde dog ikke udsigten dårligere.  Vi brugte alle aftener i hytten, hvor vi spiste god mad, drak adskillige glas vino, læste og så serier. Jeg synes, at afslapning i hytten er så vigtigt. Man er jo trods alt på ferie. Det er så sjovt at tænke på, at vi har haft alt slags vejr: snestorm silede regnvejr, blæst og solskin. Norge er sgu forunderlig og helt igennem fantastisk. Jeg elsker Norge, så er det sagt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en planlægger. Alle, der kender mig, ved dette. Jeg laver lister, undersøger og forbereder mig ned til mindste detalje, når jeg skal på ferie og den her tur  var bestemt ingen undtagelse. Dog er det vigtigt at give plads til uventede oplevelser samt give sig selv god tid, når man er ude at vandre eller besøge nye steder og byer, hvilket jeg bestemt også synes, vi er blevet gode til, når vi er afsted. Det var vidst det. Jeg kan tale om Norge for evigt. Hvis I har nogle spørgsmål til vores tur, er I velkomne til at smide en kommentar. 

You may also like

4 kommentarer

  1. Åh Karoline nu er du træls jeg har hårdnakket nægtet Norge, når min forældre har forslået det. Men jeg er fuldkommen solgt efter dine fantastiske billeder mon det ville være noget for mine små drenge

    1. Det er jeg sikker på! Pak bilen og kør. Jeg taler gerne længe om det på arbejdet en dag (;

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *