Et panikanfald?

The best use of imagination is creativity. The worst use of imagination is anxiety. (Deepak Chopra)

Det her blogindlæg har faktisk krævet lidt tid at skrive, men jeg synes alligevel, det var vigtigt at dele med jer, mine læsere. Jeg er normalt ikke typen, der får følelsen af at være så angst eller bange, at jeg ikke kan overskue en situation, men jeg oplevede godt nok et vaskeægte panikanfald på toppen af bjerget under skiferien i Sverige forleden uge. Jeg havde i løbet af formiddagen været på ski-skole, hvorefter Jonas og jeg spiste vafler med syltetøj og drak varm kakao med flødeskum i en varmestue til frokost (sundt, I know). Derefter beslutter vi os for at tage på toppen og tage en grøn bakke ned, så jeg rigtig kan øve, hvad jeg har lært på ski-skolen.

Problemet er bare, at da vi når toppen, er det så tåget, at man ikke kan se eller fornemme noget som helst. Panikken starter allerede, da jeg skal af stoleliften, da hytten – eller endestationen om man vil – er så dækket i tåge, at man først kan se noget i sidste øjeblik, så det føles som en stresset affære at komme af. Da vi kommer af, kan man ikke se, hvad der er op og ned. Tågen og sneen går ud i et. Vi kan ikke se, hvilken bakke, der er grøn eller blå og det er her, jeg for alvor går i panik – ikke fordi jeg nægter at tage en blå, men fordi vi overhovedet ikke kan orientere os. Jeg kan nok bedst beskrive det som om, at jeg var en træt fire-årig, der ikke vidste, hvad jeg havde brug for. Jeg tror, jeg inden for blot fem-ti minutter fik sagt til Jonas: “hold dig væk”, “kør”, “nej bliv her” og “hvor skal du hen”. Jeg kan godt forstå, han var forvirret og frustreret på mig, men jeg var bare så bange. Han spurgte mig også på et tidspunkt: “jamen, hvad er du bange for?”, hvor mit eneste og ægte svar var: “at jeg skal dø”. Vi har efterfølgende grinet lidt over den sætning, men det var virkelig den følelse, jeg havde. Det var den eneste måde, jeg kunne beskrive mine følelser på og det er det faktisk stadig. Det var virkelig sådan, jeg havde det og jeg har aldrig haft det sådan før. Mit hjerte bankede hurtigere end normalt, jeg svedte og jeg havde tårer i øjnene. 

Men jeg kom ned. Jeg kom igennem det. Jeg var stadig rystet over situationen om aftenen, men jeg kom igennem det. Jeg vidste, at jeg måtte ned på en eller anden måde – om det så var på skiene eller ved at tage skiene af og gå ned – og jeg er glad for, at Jonas var der til at hjælpe mig, men jeg vidste også, at hvis jeg ikke tog den selv samme tur senere på ugen, når vejret blev bedre, ville jeg aldrig komme mig over frygten. Vejret blev bare aldrig bedre. Da jeg tog turen anden gang, kunne jeg stadig intet se på grund af tåge, men selvom jeg var nervøs og en smule bange, var det slet ikke samme sindstilstand jeg var i. Jeg havde overvundet min frygt og jeg har bestemt rykket mine grænser. 

Jeg har senere læst mig frem til, at panikanfald er en reaktion på, at kroppen signalerer frygt eller fare, men også at det er en helt normal psykisk proces hos os mennesker. Det er simpelthen en ekstrem reaktion på stress. Det er en tilstand, hvor kroppen er indstillet til at overleve en potentiel livsfarlig trussel. Jeg har ikke angst og får ikke panikanfald på daglig basis. Mit eksempel var blot en mild form, men hvad med jer? Har I selv oplevet noget lignende eller måske noget, der er værre? Del gerne eksempler og råd til hvordan man overvinder et panikanfald i kommentarerne. 
During our holiday in Sweden I experienced a panic attack. My boyfriend and I decided to go to the top of the mountain, but arriving at the end of the lift it was so foggy, that you couldn’t see a thing. Not knowing what was up and down really made me panic and I felt like a tired four-year-old. I didn’t know what I wanted or needed and I know it must have been so frustrating and confusing for my boyfriend but I just couldn’t help it. I was so scared, that I at some point thought I could die. We’ve laughed about this later but it didn’t make the feelings more unreal and it’s still the only way I can explain how I felt at that very moment. I’ve never felt that way before but I made it and I knew I’d to go on the same piste at least one more time during the week – and I did. That was very important for my recovery. I’ve read that a panic attack is a sudden surge of overwhelming anxiety and fear. It’s a extreme reaction to stress and your body is set to survive a potential threat. I don’t deal with anxiety or panic attacks on a daily basis. This was a one time experience, but what about you guys? Have you ever had a similar experience or maybe even a worse experience? Please share your examples and/or advice in the comment section below. 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *