Zulu The Color Run: The Happiest 5k on the Planet

”Be healthy. Be happy. Be you.” (Fra Zulu The Color Runs hjemmeside)

Hvis man lige overdriver lidt, er det jo hundrede år siden nu, men jeg havde så god en dag, at jeg synes, det fortjener et blogindlæg alligevel. Jeg var til mit første Color Run i Århus den sidste weekend i maj med min gymnasieveninde, Trine, hendes kæreste, Mads, og deres fælles ven, Nicolai. Trine læser til lærer i Silkeborg, så jeg ser hende ikke særlig tit. Det var derfor dejligt at have en hel dag sammen med hende og selvfølgelig også de to andre. Vejret var virkelig med os hele dagen og vi startede dagen hjemme hos Nicolai, der bor i Århus, hvorefter vi vendte snuden mod Godsbanerne, hvor løbet startede og sluttede.  Det er faktisk svært at beskrive lige præcis, hvad Color Run er. Det skal nærmere opleves. Jeg vidste i hvert fald ikke, hvad jeg gik ind til, men vi har allerede efter første gang besluttet, at det nu skal være en tradition, at vi hvert år tager til Color Run i Århus. Hvis jeg kort skal forklare, er det et farveløb, hvor man ankommer i hvidt tøj og skal igennem fem kilometer, hvor der for hver kilometer er en farvepost, hvor man så bliver dækket i farve. Jeg skriver ”igennem”, fordi det ikke er et løb, hvor det handler om at komme først. Man kan vælge at gå hele vejen, hvis man ønsker. Vi synes faktisk, at vi kom for hurtigt igennem til at starte med, så vi valgte – for at få mere ud af det – at tage farten af og gå det meste af ruten. Det var i hvert fald ikke, fordi jeg var i dårlig form, det må I ikke tro, ha ha. Når man er igennem de fem kilometer, fester man videre. Det er lidt ligesom en lille mini-festival med en masse musik, mad, alkoholiske drikke (hvis man da ønsker det) og dans. Og hold da op, hvor vi dansede grimt! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har danset så grimt iblandt andre, fremmede mennesker, men det var så sjovt og ubekymrende. Det er længe siden, jeg bare har givet fuldstændig slip og bare været ligeglad med, hvad andre tænkte om mig i ædru tilstand. Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at vise det til offentligheden, men I kan se en video af vores ret så grimme danseri på Trines Instagram her og for at få en lille fornemmelsen af stemningen kan man trykke her og se en video af det vilde farveflora via min Instagram. Billedet herunder er efter, Trine og jeg var en del af crowded, som man kan se i videoen. Vi sluttede dagen af med at sidde i Nicolais gårdhave, eller hvad sådan noget nu hedder, tage et meget tiltrængt bad og til sidst spise på Bones med flere søde mennesker. Det var virkelig en uforglemmelig dag og jeg glæder mig til, at vi, forhåbentlig, gør det igen næste år. Jeg tror, det er rimelig tydeligt på billederne, at vi fik, hvad vi kom efter: at blive dækket i farve fra top til tå – og have en fest. Det var helt klart billetten værd og noget jeg anbefaler alle andre at gøre næste år. Jeg vil også hurtigt nævne, at jeg er meget allergisk over for farvestoffer og jeg havde ingen problemer i forhold til min allergi, så det er ikke noget, folk skal bekymre sig om. Til gengæld tog det mig tre bad at blive helt fri fra farven, men det må man jo tage med. Det var virkelig en fed oplevelse, som jeg håber gentager sig.    

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *