En afslappet weekend i det sjællandske

”A friend is one of the nicest things you can have and one of the best things you can be.” (Ukendt)

Jeg havde for nogle uger siden en virkelig skøn weekend med min veninde, Camilla, i København. Det var en sådan weekend, hvor vi egentlig ikke lavede det helt vilde, men i stedet bare slappede af og hyggede i hinandens selskab, mens vi ladede op til en ny, fortravlet uge. Det var simpelthen så dejligt at tilbringe weekenden sammen med hende, da vi ikke har haft tid sammen, kun os to, siden vi begge boede i London, så jeg kan vidst roligt sige, at en sådan weekend var virkelig tiltrængt.Vi startede weekenden ud fredag med at spise aftensmad på hendes altan, hvorefter vi ville prøve en ny pub, The Old Irish, i Lyngby, hvilket egentlig er meget britisk og London-agtigt, nu hvor jeg tænker over det, ha ha. Det var egentlig meningen, at det bare skulle være et par enkelte drinks, men endte som en lidt vildere bytur end som så med lidt flere genstande end forventet og en masse dans. De bedste byture er altså bare, når de ikke er helt planlagte. Lørdag brugte vi i Kongens Have sammen med en masse andre, fremmede mennesker, der havde fået samme idé som os: at tage lidt sol. Her slappede vi af, nød vejret, varmen og en god bog. Lørdag aften spiste vi igen aftensmad på altanen (åh, hvor ville jeg dog ønske, jeg også havde en altan) og havde egentlig først sat os for, at vi skulle ind til København og have drinks, men vi var begge trætte og mere klar på hjemlig hygge, så vi endte i stedet på sofaen med en god film og YouTube. Søndag formiddag solede vi lidt mere i Camillas have, selvom vi egentlig var lidt smårøde fra dagen i forvejen og nok ikke burde have taget mere sol, men vi brugte en masse solcreme – som man jo altid skal – og jeg er virkelig glad for, at vi brugte så meget tid i solen, nu hvor vejret er blevet så dårligt igen. Søndag eftermiddag tog vi på Bakken, da jeg kun havde været der én gang før i midt liv, og vi skulle selvfølgelig have turbånd som de barnlige sjæle, vi nu er. Vi fik også prøvet visse forlystelser et par gange og sluttede af med at spise et godt måltid mad. Det er bare en hyggelig forlystelsespark, som jeg hellere end gerne vil vende tilbage til.Billederne er fra Bellevue Strand, da vi – på vejen hjem fra Bakken – besluttede os for, at jeg lige skulle se Strandvejen som den turist, jeg nu er og endte på den måde ved stranden. Det var simpelthen så smukt med solnedgangen, så vi besluttede os for at skyde et par billeder. De er dog taget med min Samsung Galaxy S6, så kvaliteten er ikke helt i top, men stadig værd at vise. Det var en helt perfekt afslutning på en helt igennem fantastisk weekend.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *