En af de bedste uger i mit liv

”Home is where the heart is.” (Elvis Presley)

Så er det vidst på tide, at jeg fortæller om min seneste uge, hvor jeg har været til min anden One Direction koncert, overrasket mine forældre, haft sidste dag nogensinde hos Thames Reach og holdt en lille afskedsmiddag med pigerne, da Cecillie allerede forlader os for at tage hjem til Danmark i morgen tidlig (sad face). Jeg har valgt at fortælle om det hele på en gang, så det bliver nok et af de lidt længere blogindlæg, men det håber jeg går.

Jeg var til at starte med lidt i tvivl om jeg ville tage hjem til koncerten, da den lå i min sidste uge hos Thames Reach, men efter Zayn forlod bandet og de andres kontrakt udløber i år, har det været lidt usikkert om det var deres sidste koncert og jeg besluttede mig derfor for at tage hjem til trods for at det ville koste mig nogle penge og at det var i min sidste uge i praktikken. Derudover besluttede jeg mig for ikke at fortælle mine forældre, at jeg kom hjem, så jeg onsdag aften kunne overraske dem.

Derfor tog jeg mandag aften efter arbejde et fly til Billund, hvor Jonas hentede mig. Det var dejligt at vende tilbage til Danmark, men det var mærkeligt, at alle pludselig snakkede dansk omkring en og at alle forstod, hvad man sagde, når man snakkede og at alle skilte, vejnavne osv. var på dansk. Men det var nu dejligt at vende tilbage til lille Randers, hvor spøgelses-tanken nu er jævnet med jorden og hotellet er lidt brændt, men alt ellers ligner alt sig selv, men når man nu er blevet vant til at bo i Londons trummerum og virvar af muligheder døgnet rundt, så er det lidt mærkeligt, at se hvordan Randers er total død på sådan en mandag nat.

Tirsdag formiddag tog Julie, Camilla, Laura og jeg til Horsens med One Direction musik spillende i radioen for fuld skrue. Vi skulle desværre ikke stå sammen til koncerten, da vi havde fået pladser på hver sin side tættest på scenen, men vi havde en rigtig god tur derned sammen. Horsens kan sikkert få ros for mange ting, men at have styr på tingene, når så mange unge – ja okay, nok mest små – piger og drenge skal til koncert, det skal de bestemt ikke have ros for. Der var ikke skiltet nogen steder og vagterne vidste ingenting og gav os hele tiden forskellig information, så det var først da vi sad i den rigtige kø, at der var styr på det. Men nok om det, det er jo egentlig ikke så relevant, når det kommer til stykket. Hvad der er relevant er, at vejret var med os, så vi havde solskin hele dagen, at Laura og jeg endte med at stå helt tæt på scenen og at jeg havde den bedste koncertoplevelse i mit liv. Allerede da drengenes opvarmningsband gik på var jeg ellevild, ikke over Citybois, som jeg faktisk ikke kendte, men McBusted, som jeg også er stor fan af. Det er to bands fra 00’erne, der er gået sammen til et band, så det er musik fra min barndom, hvilket nok også gjorde, at de fleste omkring os ikke havde en ligeså stor en fest, som vi havde. Men da drengene gik på gik alle amok, vi havde alle en fest, både drengene og publikum. Jeg har aldrig stået så tæt på til en koncert før, jeg kunne tydeligt se deres ansigtsudtryk. De var så glade og energifyldte og sprang rundt på scenen, som små lækre aber. Jeg vil gå så langt og sige at koncerten i år var meget bedre end den sidste år, jeg ved ikke om det bare er fordi, jeg stod tættere på i år eller om det virkelig er fordi, drengene gav den mere gas, det er ikke til at sige, men det var ubeskriveligt. Det er så svært at beskrive stemningen til koncerten, det er som om, at fordi vi har One Direction til fælles, så er det nemt at snakke med alle og alle er glade, spændte og forventningsfulde. Det er virkelig ikke noget der kan beskrives, det er noget der skal opleves. Og nå ja, så mødte jeg både Helene til koncerten og min spansklærer fra gymnasiet, som var der med hans datter, hvor hyggeligt. Nedenstående billeder er fra koncerten, jeg har begrænset mig MEGET, jeg tog nok over 200 billeder og videoer, ups.

Jonas havde taget fri onsdag, hvor vi brugte dagen sammen på at sove længe, spise god hjemmelavet brunch og ellers bare ligge på sofaen og se fjernsyn, jeg nød nok lidt mere end ham at se Godmorgen Danmark, men jeg savner altså at se det program. Omkring klokken halv seks ankom vi hjemme hos mine forældre, hvor Jonas gik ind først, mens jeg ventede udenfor, og bad dem begge om at komme ud i bryggerset, hvor jeg så overraskede dem. Jeg tror ikke, de havde set den komme, for de så begge to ret overraskede ud, så planen var lykkedes. Jeg havde været så urolig for, at jeg var kommet til at afsløre mig selv på Facebook. Det var så dejligt, at se dem alle sammen igen, mine forældre, mine brødre og Jonas. Vi spiste god mad og hyggede ellers resten af tiden inde i stuen med tæpper og deres nye hyggefis, Garfield, som er den mest kælne, ikke så lille hankat, jeg nogensinde har mødt. Det var dog lidt hårdt at skulle sige farvel til dem alle endnu en gang og vide, at der altså går et stykke tid før jeg ser dem igen og endeligt er hjemme.

Torsdag formiddag nåede jeg lige at stemme, inden jeg tog flyet tilbage til London, jeg var tilbage omkring klokken fem og havde min allersidste outreach shift den samme aften sammen med en god kollega.

Fredag var det vores sidste dag på Thames Reach, hvilket stadigvæk ikke er gået helt op for mig, jeg føler stadigvæk, at jeg på mandag skal tilbage på arbejde, men det skal jeg bare ikke. I stedet skal jeg noget så kedeligt som at læse op til eksamen på torsdag. Nå, men fredag eftermiddag blev der holdt en kort tale for alle os studerende, hvorefter vi fik kort med små hilsner i fra kollegaer og en lille gave fyldt med små, sjove, britiske souvenirs og et duftlys. Efter arbejde tog vi sammen med de to andre studerende fra Thames Reach, Andrea og Louise, et hurtigt smut til Brixton, hvor de fik noget mad og derefter tog vi ned på den sædvanlige pub for at tage afsked med vores kollegaer. Omkring klokken elleve tog Carolina hjem, mens Amalie, Cecillie og jeg tog videre til et sted i Clapham, hvor vi endte med at danse til klokken tre om natten. Det var en rigtig god bytur, hvor vi ikke brugte alt for mange penge og derfor ikke blev alt for fulde, men stadigvæk havde det skide sjovt.  

Efter en dag hvor jeg ikke har lavet andet end at sove, var Mia, Amalie, Cecillie, Carolina, Carolinas kæreste, Rasmus, og jeg her til aften på Nando’s, hvilket også var det første sted vi spiste, da vi ankom til Camberwell for at fejre Carolinas fødselsdag tilbage i januar. Denne gang var det for at have en hyggelig aften sammen alle sammen, inden Cecillie i morgen tidlig drager mod Holstebro igen, jeg tror virkelig, det bliver hårdt at sige farvel til hende i morgen tidlig.

Så det har været en uge, hvor jeg har været meget blandet følelsesmæssigt, overlykkelig over min tur tilbage til Danmark, men trist over at praktikken nu er slut og at Cecillie allerede forlader os i morgen. Der bliver vendt op og ned på alting i den næste uges tid. Det er mærkeligt at tænke på, at om meget snart er der ingen af os, der bor sammen mere og at vi skal til at vende tilbage til livet, som vi havde før, i Danmark. Men jeg går også nogle spændende uger i møde med en god veninde, men det fortæller jeg nærmere om meget snart.


One Direction

Onsdag

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *